En helt særlig fejring af Dronningen
Det var en eftermiddag med kreative, tankevækkende og rørende smukke indslag fra både videnskaben og kunstens verden, da Videnskabernes Selskab fejrede protektor HM Dronning Margrethes 80-års fødselsdag, som tilmed bød på overrækkelsen af Selskabets Guldmedalje og Dronningens Videnskabspris til to af landets dygtigste forskere.
I de sidste minutter op til HM Dronningens ankomst til Glyptotekets festsal var der så stille blandt Selskabets deltagende medlemmer, at man kunne høre efterårsregnen tromle mod glasloftet i det store rum. Alles blikke – inklusive samlingen af antikke statuers – var rettet mod de to marmorsøjler, der indrammer indgangen for enden af rummet. Sjældent har man nemlig ventet så spændt og så længe på at byde en fødselar velkommen.
Værd at vente på
For som med så mange andre arrangementer, der skulle have fundet sted i foråret, blev også Selskabets planlagte fejring af HM Dronningens 80-års fødselsdag, der oprindeligt var sat til at foregå tæt på Majestætens fødselsdato den 16. april, udsat på ubestemt tid, da Covid-19 pludselig satte nationen på ufrivillig pause. Det samme gjaldt overrækkelserne af Selskabets Guldmedalje og HM Dronning Margrethe II’s Videnskabspris.
Med alle disse særarrangementer således udsat stod det klart for Selskabets præsidie, at den eneste løsning måtte bestå i sammensætningen af et helt ekstraordinært event, som kunne opveje ventetiden for alle, og hvor omgivelserne sikrede mindst mulig smittefare og corona-relaterede bekymringer. Derfor var det en smuk, blomsterdekoreret festsal med højt til loftet og sikker afstand mellem alle, Dronningen og hendes følge onsdag den 21. oktober kunne træde ind i. Og dét til et rent konfektfad af et program med indslag i både Dronningens ånd og interesse, hvis overordnede titel lød Du store verden – fra Linear B til sorte huller.
Det skønne, det utrolige og det smukke
To hovedpunkter på programmet var først og fremmest overrækkelsen af Videnskabernes Selskabs Guldmedalje og Dronningens Videnskabspris, som begge blev forestået af HM Dronningen selv. Guldmedaljemodtager Gerd Grubb, der kunne overraske publikum med, at hun allerede kendte Dronningen fra en fælles kollegiebolig i kvindernes studietid, gav en interessant gennemgang af nogle af matematikkens mere komplekse problemstillinger. Professor Anja Groth, der modtog Videnskabsprisen og et medfølgende legat på 100.000 kr. til sit arbejde, holdt senere et spændende oplæg om sin nyeste forskning inden for epigenetisk cellehukommelse og dens vigtighed for vores forståelse af kroppen og dens indretning.
Foruden prismodtagerforedragene blev dagen krydret med en række andre videnskabelige oplæg leveret af Selskabets egne medlemmer, der kom omkring alt fra permafrost til universets sorte huller og videre til studier af håndskrift og til farverne på fortidens monarkers tøj. Titlen på fødselsdagsfestskriftet, som afgående redaktør Marita Akhøj Nielsen ved fejringen endelig havde anledning til at overrække Dronningen – nemlig Forskningens Skønhed – var således fuldstændig i tråd med dagens stemning og programmets indhold.
Den farverige fejringsdag blev rundet af med en tale til HM Dronningen holdt af afgående præsident Mogens Høgh Jensen, hvis mangeårige embede i Videnskabernes Selskab har givet anledning til flere interessante og berigende samtaler mellem Dronningen og ham selv. Et af de tilbagevendende samtaleemner har her været deres fælles interesse i ballettens verden, og det var derfor naturligt, at dagens sidste indslag måtte ende med – som Selskabets nye præsident, Marie Louise Nosch, så fint formulerede det – at der kom ”krop” på alt den ånd og viden for hovedet, som dagen havde beriget alle med. Og dét kom der i form af intet mindre end en smukt sammensat sekvens af balletakter udført af dygtige dansere fra Den Kongelige Ballet, præsenteret ved balletmester Nikolaj Hübbe.
Symposiet Du store verden – fra Linear B til sorte huller i anledningen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s 80-års fødselsdag blev afholdt onsdag den 21. oktober 2020 i Ny Carlsberg Glyptoteks festsal. Klik her for at se hele programmet.
Se billederne fra arrangementet ved at klikke her.
Denne artikel er skrevet af Rikke Reinholdt Petersen.