Rejsebrev i Weekendavisen

“Unge forskere er indrulleret i hæren, alle budgetter er skåret, og laboratorier og bygninger ødelagt.” Videnskabernes Selskabs præsident Marie Louise Nosch, DUA-medlem Birgitte Beck Pristed og forskere Nadiia Pavlyk og Inga Kapustian har tidligere i april besøgt videnskabens Ukraine. I Weekendavisens sektion IDEER kan nu læses et rejsebrev fra deres tur.

Den følgende tekst er et uddrag fra Weekendavisens sektion IDEER (trykt) side 13, nr. 17, fra den 26. april 2024.

»Se så! nu begynder vi,« står der i første linje af Snedronningen.
»Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved.«
Vores rejse starter 2. april, på H.C. Andersens fødselsdag.
»Hvorfor udtaler I danskere Hans Christian Andersen som José Andersen?« spørger mineukrainske forskerkolleger.
José Andersen bliver vores rejsekammerat til videnskabens Ukraine. Vi er fire forskere, to ukrainske og to danske, som rejser som delegation for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi for at indsamle viden, starte projekter, fastholde samarbejder og sætte fokus på videnskab og uddannelse som en del af Ukraines fremtid.

»I er de første internationale kolleger i mere end to år,« udbryder en ukrainsk uddannelsesleder, da hun ser os.
En anden fortæller, at »tidligere kom forskerkolleger jævnligt fra Tyskland, Polen, Tjekkiet – nu er det kun delegationer fra ministerier, der kommer til Ukraine. Vi savner internationale forskere og studerende«.
Selvom krigen er allestedsnærværende, fra mindesmærkerne over faldne studerende til sandsækkene, der tilbyder et skjul langs kældervinduerne, fortsætter universiteter og forsknings- og uddannelsesinstitutioner i Ukraine deres arbejde så godt, de kan, under svære betingelser. Da luftalarmen lyder i Lviv, går vi alle ned i universitetets kælder, hvor studenterkonferencen fortsætter ufortrødent med de danske gæster. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har siden februar 2022 holdt kontakt og koordineret hjælp med vores ukrainske søsterorganisation, Ukraines Nationale Videnskabelige akademi (NAS), men de to kunne næppe være mere forskellige. Vi er en mindre interesseorganisation for grund- og tværvidenskab i Danmark, og NAS er landets største og mest prestigefulde forskningsinstitution med 25.000 ansatte, laboratorier, institutter, biblioteker og botaniske haver. Det var deres præsident, fysikeren Anatoly Zagorodny, som først gjorde osopmærksom på Ruslands systematiske ødelæggelser af Ukraines universiteter og videnskabelige forsknings infrastruktur. Siden har vi med præsidenterne for de videnskabelige akademier i USA, Tyskland, Storbritannien og Polen samarbejdet om en handleplan for Ukraines videnskabelige nutid og fremtid: stipendier til fordrevne forskere, hjælp til infrastruktur og genopbygning, gratis digital adgang til tidsskrifter og et fokus på, at en del af den fysiske genopbygning skal rettes mod videnskab og universitetsundervisning.

Forskere i hæren

Vi mødes i Kyiv med præsidenten for NAS for at få en status på situationen; alle budgetter er skåret, unge forskere er indrulleret i hæren, flere er dræbt, laboratorier og bygninger er ødelagt. Man håber, at Europarådets nyligt vedtagne krigsskaderegister vil kunne føre til kompensation for nogle af skaderne.
Til møde med Europarådets Ukraine-kontor i Kyiv hører vi om deres indsats for menneskerettigheder, demokratiudvikling, vejen til EU-medlemskab og krigsskade. Vi finder det særligt vigtigt, at Europarådet i Kyiv baserer deres indsats for ukrainske børn og unge på forskningsbaseret viden, og Inga Kapustian præsenterer nordiske forskningssamarbejder om ukrainske børns skole og undervisning i Norden. Det Ukrainske Ministerium for Ungdom og Sport har begrænsede muligheder, så her løfter videnskabelige forskernetværk en samfundsopgave. Birgitte Pristed og Nadiia Pavlyk præsenterer deres forskning om børnebøger om krigen udgivet i Ukraine og af uafhængige russiske forlag, og Europarådets forskere Olena Chernykh og Liudmyla Kindrat deler deres viden om forlagsbranchen.

Vi når at besøge tre vidt forskellige universiteter, som vi har en særlig relation til: Et af Østeuropas ældste universiteter erdet store Nationale Ivan Franko Universitet i Lviv, hvor der i en smuk bygning fra 1800-tallet er oprettet et tværfagligt fakultet for International Relations med statskundskab og mange sprog, blandt andet estisk og skandinavisk. Professor og dekan Markiyan Malskyy, tidligere ambassadør i Polen, vil her uddanne en ny generation af ukrainske diplomater. På det lille private Ukrainske Katolske Universitet i Lviv med bare 1.800 elitestuderende møder vi ledelsen, og det er særlig glædeligt at gense vicerektor for strategi, professor Sophia Opatska, som i foråret 2022 fik akut forskningsophold af Aarhus Universitet og forskede der i et halvt år med internationale og danske kolleger. Hun forsker i ukrainske og danske virksomheders innovation.
»Ukraine er ét stort socialt laboratorium«, husker jeg, at hun sagde i et videnskabeligt oplæg i København. Nu er hun tilbage og har skabt et af de førende forskningsmiljøer for kunstig intelligens med EU-midler og tætte videnskabelige samarbejder i USA.

Snedronningen

Det Nationale Vasyl Stefanyk Prykarpattja Universitet i industribyen Ivano-Frankivsk huser lange bredere uddannelser med mange studerende. Her står vores kolleger, professor Alla Martynets og lektor Danylo Reha, klar med kaffe og knus. Det er lørdag, men kollegerne er alligevel mødt ind for at møde os og fejre H.C. Andersen på universitetet. Institut for Litteratur arrangerer hvert år en essaykonkurrence for børn og unge inspireret af H.C. Andersen, og der er 149 essayforfattere fra hele landet med, nogle i salen og mange på storskærm.

Vi er gæstetalere ved præmieoverrækkelsen. Inga Kapustian holder tale om ukrainske oversættelser af eventyrene gennem sovjettidens ideologiske filter, som har renset dem for kristendom og referencer til døden, og om nødvendigheden af nye oversættelser, der går direkte fra dansk til ukrainsk, uden om russisk. Jeg taler om mit yndlingseventyr Hørren, Lon på ukrainsk, som måske i dag handler om genbrug og bæredygtighed, men også om håb og ambition. Så læser nogle børn og unge deres essays op. En lille pige om at have H.C. Andersen som hemmelig ven, der fortæller historier; en teenager fra Kramatorsk, nu flygtet til Dnipro, toner frem på skærmen og fremfører alvorligt sit essay om Snedronningen, døden, ondskaben i et spejl, som vi holder op foran os selv, og H.C. Andersens lys og venlighed. Rektor og professor Igor Tsependa, som selv er uddannet i historie og politologi og tidligere diplomat, fortæller, at universitetet har cirka 18.000 studerende, men tallet er usikkert: En del er indkaldt til hæren, et uvist antal faldet i krig. Mange ukrainske studerende følger undervisningen fra nabolande, mens østukrainske studerende er flygtet hertil. Samtidig har hans universitet åbnet bygningerne for de fordrevne østukrainske universiteter i Luhansk og Kherson inklusive deres studerende og forskere.

[…]