H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2017

 

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Onsdag den 19. april 2017 overrakte HM Dronningen prisen til professor Bo Brummerstedt Iversen fra Aarhus Universitet.

Bo Brummerstedt Iversen, som er en af Danmarks fremmeste forskere i inden for krystallografi, materialekemi og nanoscience udtaler om prisen:

Forskning er ligesom kunst en kreativ proces, og man er som forsker evigt usikker på sig selv. Det er et fantastisk rygklap og en særlig anerkendelse som forsker at modtage en pris fra Danmarks dronning. Både fordi hun er vores majestæt, men også fordi hun selv er et meget kreativt menneske. Jeg er dybt taknemmelig.”

Selskabets præsidium har forestået udvælgelsen af prismodtageren efter indstilling fra medlemmerne. Præsident Mogens Høgh Jensen begrunder udvælgelsen:

Bo Brummerstedt Iversens forskning inden for materialekrystallografi er ikke alene af høj videnskabelig kvalitet, men har også stor betydning i vores dagligdag. Vi omgiver os med krystaller overalt: Bordsalt fra køkkenet, is i fryseren, vores tænders emalje og glimtende smykkesten. Bo Brummerstedt Iversens forskning giver os mulighed for at kigge helt ind på atomerne i disse krystaller og derved få en forståelse for deres struktur og opbygning og ikke mindst de mange mulige praktiske anvendelser i vores hverdag.”

Læs mere om Bo Brummerstedt Iversens forskning her.