H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2018

Professor i Spaniens historie, Morten Rievers Heiberg, modtog HM Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2018.

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

HM Dronning Margrethe overrakte prisen ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab onsdag den 18. april kl. 16.00.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indstiftede i 2015 en videnskabspris i anledning af Selskabets protektor HM Dronningens 75 års fødselsdag. Det er den eneste pris i Dronningens eget navn.

Prisen skal overrækkes én gang årligt de næste 25 år. Prisen, som er på 100.000 kr. gives til en fremragende forsker under 50 år inden for de videnskaber, som Selskabet repræsenterer.

Morten Rievers Heiberg, som er en af Danmarks fremmeste forskere i inden for spansk historie og samfundsforhold, udtaler om prisen:

Jeg er dybt beæret og meget taknemmelig over at modtage HM Dronning Margrethe II’s Videnskabspris. Jeg tolker prisen ikke alene som en cadeau til undertegnede, men især som en anerkendelse af den frugtbare og meget forskelligartede forskning, der foregår ved sprogfagene på Københavns Universitet. International historie har ikke altid haft den store bevågenhed i danske forskermiljøer, men en fornem pris som denne kan være med til at sætte fokus på betydningen af arkivbaseret forskning i international politik.

Selskabets præsidium har forestået udvælgelsen af prismodtageren efter indstilling fra medlemmerne. Præsident Mogens Høgh Jensen begrunder udvælgelsen:

Morten Rievers Heiberg lever på fornemste vis op til fundatsen for Dronning Margrethe II’s Videnskabspris. Han har præsteret en bred vifte af nybrydende videnskabelige resultater og arbejder i høj grad tværvidenskabeligt inden for tre store fagområder: historie, romanske sprog og jura. Morten Rievers Heiberg har også på fornemste vis været i stand til at formidle sin forskning og store viden til det brede publikum – ikke mindst vedrørende politiske og sociale forhold i Spanien og i særdeleshed om uafhængighedsbevægelsen i Catalonien.

Professor emeritus dr.phil. Lene Schøsler, som har indstillet prismodtageren til prisen, begrunder endvidere:

Morten Rievers Heiberg er professor i Spaniens nyere historie og kultur, samfundsforhold og politik ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet. Han har været medlem af Det kongelige Videnskabernes Selskab siden foråret 2017.

I 2016 modtog han et Semper Ardens-stipendium fra Carlsbergfondet med titlen “The Moratinos files. The untold history of international affairs 2004-2010”, med henblik på at skrive en monografi, der på grundlag af et omfattende og hidtil ukendt kildemateriale og interviews med nøglefigurer i det internationale samfund analyserer og perspektiverer transformationen i de internationale relationer efter årtusindeskiftet.

Morten Rievers Heiberg er en uhyre flittig forsker, der er gået nye veje som historiker for at forstå den udenrigspolitiske beslutningsproces, både teoretisk og metodisk. I stedet for som traditionel udenrigspolitisk historieskrivning at fokusere på de formelle diplomatiske forbindelser, har Morten Rievers Heiberg gennem sit forfatterskab arbejdet ud fra en tese om, at den udenrigspolitiske proces i et betydeligt omfang er præget af uformelle politiske aktører, som kan agere mere frit og endda i direkte modstrid med den officielle diplomatiske linje. Morten Rievers Heiberg antagelse har den metodiske konsekvens, at kildetyper, der hidtil har været negligeret, inddrages i den udenrigspolitiske analyse med nye indsigter til følge.

Morten Rievers Heiberg har markeret sig med en stærk forskningsprofil ikke kun inden for samtidshistorie, men også inden for politiske og juridiske felter. Hans styrke på dette felt skyldes ikke mindst hans særlige baggrund som udreder og ekspert i forbindelse med hans arbejde med PET-kommissionen og DIIS. Dette udredningsarbejde har givet ham et blik for kildetyper, der ikke normalt (kan) vurderes rigtigt af historikere uden en juridisk-politimæssig erfaring.

Hans forskning markerer sig med en stærk international profil. Hans forskning har allerede nu har nået høj anerkendelse, og den er publiceret på de førende internationale forlag. Tyngdepunktet i Morten Rievers Heibergs forskning er politiske forhold og samfundsforhold i Sydeuropa særligt Spanien og Italien. Det dækker – ud over spansk historie, politik og kultur – italiensk og europæisk historie samt dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Særligt hans forskning i Spaniens udenrigspolitiske historie, som ikke mindst af politiske grunde har været et kompliceret område, har vakt international opmærksomhed, og Morten Rievers Heiberg må betragtes som en af de førende forskere inden for feltet. Hans bøger om Den Spanske Borgerkrig samt Anden Verdenskrig placerer sig centralt i den internationale forskningsdiskussion og citeres således af en lang række internationalt førende forskere inden for spansk historie, bl.a. Stanley Payne, Paul Preston, Gabriel Jackson, Angel Viñas, François Godicheau og mange flere. Hans forskning i Spaniens og Italiens historie er tillige anmeldt eller omtalt af førende spanske og italienske aviser, ligesom hans viden om spansk, italiensk og europæisk historie og kultur samt dansk sikkerheds- og udenrigspolitik har afstedkommet en betydelig efterspørgsel i danske medier.

I 2018 har han fået udgivet en monografi om Spaniens transition til demokrati i The Harvard Cold War Studies Book Series, en af samtidshistorieforskningens mest prestigiøse monografiserier.

Morten Rievers Heiberg arbejder aktuelt med planer om et større tværfagligt projekt om ”Transnational War 2 volunteering in the 20th century”, som er et emne, der ikke tidligere er forsket samlet i. Det handler om de frivilliges motivationer i ikke-national krigsførelse, fra Spaniens-frivillige frem til moderne sammenlignelige krigskonflikter, herunder også (post)koloniale konflikter og krigsførelse i forbindelse med islamiske grupperinger. Han understreger paradokset mellem den globaliserede verden i dag og et Europa, der stadigvæk er forankret i en national tankegang.

I medierne er Morten Rievers Heiberg en hyppigt anvendt debattør på grund af hans store viden, gode formidlingsevner og behagelige væsen. Han er solidt forankret i historiske metoder og har samtidigt evnet at forny dem. Han har ikke alene forstået at kaste nyt lys over kendte emner, men også udnytte den nyerhvervede viden til at belyse aktuelle og samfundsrelevante problemstillinger.