I August Kroghs ånd: særarrangement samlede topforskere og kronprins til livlig samtale om sport, muskler og sundhed

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Spørgelysten var stor og stemningen god, da 100-året for fysiolog August Kroghs modtagelse af Nobelprisen blev markeret den 20. november i Videnskabernes Selskab, hvor også H.K.H. Kronprinsen var inviteret til en dag med oplæg fra førende eksperter om den nyeste forskning inden for emnerne sport, muskler og sundhed.

Arrangør Bente Klarlund Pedersen, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet, er på ingen måde i tvivl om August Kroghs betydning for dansk videnskab:

Kroghs forskning i muskler har grundlagt en stor forskningstradition i Danmark, hvor vi er langt fremme inden for forskning i fysisk aktivitet, fysisk træning og sport. Hans interesse for insulin har grundlagt en af verdens største medicinalindustrier, og hans interesse for Grønland og klima er højaktuel, forklarer hun.

Hun og professor emeritus Erik Hviid Larsen, begge medlemmer af Videnskabernes Selskab, var derfor helt enige om, at 100-året for Selskabets tidligere medlem August Kroghs modtagelse af Nobelprisen i medicin ikke kunne gå stille af sig. Derfor gik de i samarbejde med Videnskabernes Selskab tidligere på året i tænkeboks for at skræddersy et program, der ville være en nobelpristagende fysiolog værdig.

 

Mesterlige oplæg og kongelig deltagelse

Da arrangementet løb af stablen fredag den 20. november, havde Bente Klarlund Pedersen og Erik Hviid Larsen altså sørget for, at hvert eneste navn på listen over oplægsholdere tilhørte forskere med særlig ekspertise inden for et ”Krogh-videnskabeligt” område. Emnefeltet var derfor spændt bredt ud over alt lige fra diabetesforskning i Grønland til præstationsoptimering i italienske fodboldklubber, sidstnævnte forklaret ved professor og centerleder på Københavns Institut for Idræt og Ernæring Jens Bangsbo, tidligere assisterende træner for fodboldklubben Juventus i Italien.

Spørgerunderne under symposiet var karakteriseret af en livlig debat, som sikredes af et nysgerrigt og meget interesseret publikum, heraf flere af Selskabets egne medlemmer inden for samme faggrene, og ikke mindst H.K.H. Kronprins Frederik, som bidragede med indtil flere spørgsmål, og som arrangørerne fra start havde ønsket at invitere:

Vi og Videnskabernes Selskab har længe haft et ønske om at invitere Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, blandt andet på grund af Kronprinsens store interesse for sport, som vi for eksempel så ved hans deltagelse i Royal Run. Det var i høj grad med til at motivere til planlægningen af arrangementet helt fra begyndelsen, fortæller Bente Klarlund Pedersen.

 

Excellent grundforskning og fagligt udsyn

Præsident for Selskabet, professor Marie Louise Nosch, der selv sluttede dagens oplægsrække med et spændende oplæg om personen bag videnskabsmanden August Krogh, var meget positiv over hele symposiets forløb:

Det var et fremragende seminar med nogle af verdens største specialister, som delte ud af deres grundforskning – en åben dialog, fremlæggelse af nye resultater og refleksion over fortiden. Det gav os alle noget at tænke over, siger hun og forsætter:

Her, 100 år efter Nobelprisen, kan vi stadig være meget stolte af August Krogh og den videnskabelige tradition, han grundlagde. Videnskabernes Selskab står for excellent grundforskning og fagligt udsyn, og symposiets faglige bredde – muskelforskning, kapillærer, videnskabshistorie, CO2, feltforskning i Grønland – passer særdeles godt til det, Selskabet står for, slutter hun.

 

Se eller gense hele August Krogh-symposium – sport, muskler og sundhed eller udvalgte oplæg ved at klikke her.

Denne artikel er skrevet af Rikke Reinholdt Petersen.