Jobopslag

Konsulent (junior-/senior-) til Science in Society-projektet i Videnskabernes Selskab

Foto: Asger Bjørn Larsen/Videnskabernes Selskab
Videnskabernes Selskab søger en konsulent (junior-/senior-, alt efter erfaring) til sekretariatet, med interesse i og viden om videnskab og forskningspolitik. Hovedopgaven i ansættelsen vil være varetagelsen af opgaver ifm. et nyt Science in society-projekt, som er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Videnskaben har fået større samfundsmæssig betydning i løbet af særligt de seneste årtier.

Til enhver tid skal en ’samfundskontrakt’ mellem samfundet og videnskaben vedligeholdes og opdateres, så der fortsat vil være samfundsmæssig tillid til og dermed opbakning til videnskaben. Projektet, du vil være en del af, er en afsøgning af, hvad der kan og bør gøres for at styrke denne samfundskontrakt.

Du vil blive tilknyttet Politik og analyse, som er en enhed i sekretariatet for Videnskabernes Selskab, der arbejder for at fremme videnskaben gennem grundige, lødige analyser og facilitering af forskningspolitisk debat.

Stillingen er tidsbegrænset til 3 år.

Dine opgaver

Dine opgaver vil særligt være knyttet til Science in society-projektet, men du vil samtidig blive en integreret del af sekretariatet, med opgaver og ansvar, der spænder bredt.

Dine opgaver vil blandt andet indebære at:

  • opstarte og være den primære drivkraft i det nye Science in society-projekt
  • sekretariatsbetjene en ny Science in society-komité
  • udarbejde rapporter, mindre notater, debatindlæg og andre skriftlige produkter, herunder en komparativ undersøgelse af forskellige landes systemer for videnskabelig rådgivning
  • arrangere konferencer, seminarer og andre arrangementer, herunder en seminarrække om forskellige emner inden for temaet science in society (det kunne være om Open Science, videnskaben i en ny geopolitisk verden, missionsdrevet forskning, mv.).

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • har interesse i og viden om videnskab og forskningspolitik
  • har en relevant kandidatuddannelse og evt. en ph.d.-grad
  • har nogle års arbejdserfaring og gerne erfaring med større projekter af analytisk karakter
  • har erfaring med kvalitative og kvantitative analysemetoder
  • er god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk.

Derudover er det vigtigt, at du:

  • har gå-på-mod, kan arbejde selvstændigt og hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver
  • trives i en politisk styret organisation
  • er kvalitetsbevidst og serviceminded
  • er god til at få samarbejdet til at fungere både i sekretariatet, med Selskabets medlemmer og med eksterne samarbejdspartnere.

Sekretariatet

Vores sekretariat består af 13 faste medarbejdere og et antal studentermedhjælpere, der alle refererer til sekretariatschefen. I sekretariatet understøtter vi Selskabets aktiviteter, som inkluderer sekretariatsbetjening af præsidie og udvalg, forskningspolitisk interessevaretagelse, afholdelse af medlemsmøder, forskningssymposier, vidensformidling, uddeling af priser og legater samt forlagsvirksomhed. I sekretariatet lægger vi vægt på professionalisme, resultatorientering, faglig sparring og godt humør.

Politik og analyse

Politik og analyse er en enhed i sekretariatet, der understøtter Selskabets arbejde med at udarbejde analyser og påvirke politikudviklingen – særligt forskningspolitikken, men også tilgrænsende områder som uddannelsespolitik, universitetspolitik mv. Politik og analyse er en lille enhed, der p.t. består af en chef, en konsulent, en studentermedhjælper og somme tider en praktikant. Som et led i gennemførslen af Science in society-projektet søger vi nu flere kræfter.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Videnskabernes Selskabs formål er at styrke videnskabens stilling i Danmark og fremme tværvidenskabelig forståelse. Selskabet fungerer som samarbejdsorgan og mødested for fremtrædende forskere fra alle områder af grundvidenskabelig forskning. Selskabet ledes af et præsidium på ni medlemmer og tegnes af præsidenten og generalsekretæren. Selskabet deler domicil med Carlsbergfondet.

Praktiske oplysninger

Arbejdsstedet er i udgangspunktet Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, H.C. Andersens Boulevard 35, 1553 København V. Men der vil også være arrangementer og møder andre steder i landet og evt. i udlandet, hvor du forventes at deltage. Tiltrædelsestidspunktet er hurtigst muligt. Vi tilbyder løn- og arbejdsvilkår, der fastsættes efter erfaring og kompetencer, og en arbejdsplads, hvor der tilstræbes sammenhæng mellem job og fritidsliv. Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte chef for politik og analyse Jonas Krog Lind på +45 3022 1675 eller jl@kdvs.dk.

Ansøgning og cv sendes til job@kdvs.dk senest søndag den 6. oktober 2024. Første samtale afholdes i uge 41 og anden samtale hurtigst muligt herefter. Efter første samtale vil der være en hjemmeopgave, som bliver udgangspunkt for anden samtale.