Videnskabernes Selskab: Lang historie kort
At udgive for lyset. Skal man fortælle Videnskabernes Selskabs historie med én sætning, er det nok den, der gør det bedst. Før Videnskabernes Selskab var, hvad det er i dag, begyndte det nemlig med at være præcis dét – en intention.
Intentionen var Kong Christian VI’s. Det kan vi læse i et reskript fra 1743, der erklærer Selskabet for et kongeligt videnskabeligt selskab. Helt i tråd med sin samtid, oplysningstiden, ønskede han, at Selskabet skulle tjene til “at udgive for lyset” – at indsamle viden og dele den til gavn for borgere i land og rige. På den måde kunne man også holde trit med de andre europæiske lande, hvor lignende videnskabelige akademier allerede var begyndt at dukke frem.
Det kongelige reskript kom som en endelig godkendelse i kølvandet på det, Selskabet i dag betragter som sin reelle stiftelsesdato: den 13. november 1742. Her, på matrikel nr. 261 i Stormgade, København, samledes fire herrer til det, der senere skulle blive husket som Videnskabernes Selskabs første møde. De fire var justitsråd Hans Gram, professor Erik Pontoppidan, kancellisekretær Henrik Henrichsen (senere Hielmstierne) og matriklens ejer, Johan Ludvig Holstein, oversekretær i Danske Kancelli. På mødet udtænkte de, hvad kongen få måneder senere formulerede – og således havde Danmark nu sit helt eget videnskabelige akademi.
Den første “faste” bopæl, Selskabet fik, blev i Prinsens Palais (i dag Nationalmuseet) i 1776. Med enkelte afstikkere pga. logistiske udfordringer, bl.a. til lokaler på Christiansborg Slot, var det her, Selskabets medlemmer holdt deres møder. Ligesom de fortsat er det i dag, var møderne også dengang en kerneaktivitet – en anledning til tværfaglig udveksling og diskussion blandt forskere fra vidt forskellige grene af videnskaben. Møderne var også stedet for indvalg af nye medlemmer til Selskabets “klasser”, som de faglige grupperinger af medlemmerne blev kaldt. Klassernes format har ændret sig over tid. I dag eksisterer to – den Humanistiske Klasse og den Naturvidenskabelige Klasse.
Længe før Selskabet fik fast tag over hovedet, havde man dog sørget for, at fundamentet for dets indre struktur var i orden. Mens kongen havde rolle af protektor, fik Holstein ved stiftelsen det overordnede ansvar som Selskabets første præsident. Til at assistere ham var en sekretær, Henrik Hielmstierne. Disse poster lever fortsat videre i dag, om end i udvidet form. I dag ligger Videnskabernes Selskabs ledelse hos et præsidie på ni medlemmer: præsidenten, generalsekretæren (fhv. ’sekretær’), redaktøren samt to klasseformænd og fire klasserepræsentanter fra de forskellige klasser.
Nogle af Selskabets første store foretagender ligger i udgivelsen af videnskabelige skrifter. Det arbejde begyndte så tidligt som 1745, og med det lagde man grundstenen til Selskabets forlag, der stadig eksisterer og udgiver bøger. Et andet projekt, der optog Selskabet i dets første mange år, var den geografiske opmåling af riget. Indtil midten af 1700-tallet var målingerne kun udført sporadisk, men under Videnskabernes Selskabs ledelse blev den nu væsentligt systematiseret. Opmålingen, der i sin videnskabeligt udforskende natur er lige i oplysningstidens ånd, foregik helt frem til 1843.
I 1800-tallet vendte Selskabet flere markante blade i sin historie. For eksempel fik Selskabet efter Grundloven en ledelse, som alene var valgt af dets medlemmer. Et andet vigtigt år blev 1876, hvor brygger J.C. Jacobsen stiftede Carlsbergfondet. Med afsat i sit store engagement i og respekt for videnskaben overlod Jacobsen i et gavebrev ansvaret for valget af fondets bestyrelse til Selskabets medlemmer, der udgør både vælgere og kandidater ved valgene. Som en del af gavebrevet blev Selskabet i slutningen af det 19. århundrede sikret et permanent driftstilskud og bolig i fondets nye bygning på H.C. Andersens Boulevard 35. Her deler Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab fortsat adresse i dag.
Med det nye hus og et nyt århundrede fulgte flere udvidelser og nytænkninger, og Selskabet voksede i både størrelse og antal. Endnu et afgørende år blev 1920, hvor man kunne byde velkommen til det første kvindelige udenlandske medlem, Marie Skłodowska-Curie, der sammen med en håndfuld andre topforskere – heriblandt Albert Einstein – blev indvalgt dette år. Det skete på opfordring fra bl.a. Niels Bohr, der senere blev præsident for Selskabet i perioden 1939-62. Den første danske kvinde, som blev indvalgt, var Eli Fischer-Jørgensen i 1968.
Der er sket meget siden de fire stifteres første møde i 1742. Både videnskaben og verden er på godt og ondt forandret, og det gælder selvfølgelig også Selskabet. Alligevel er den nysgerrighed og ønsket om at forstå verden først og fremmest gennem videnskab, samt et ansvar for at bidrage til udbredelsen af og forståelsen for den – at udgive for lyset – som vores forgængere i oplysningstiden kultiverede, en solid del af Videnskabernes Selskabs DNA. Også den dag i dag.
