10 toneangivende forskere holdt muldrette oplæg om nyeste coronaviden
Seminaret blev holdt i Gl. Mødesal og havde bredt fokus på alle faggrene. For første gang i Selskabets historie blev det webcastet, og mange danskere så med bag skærmene. Se oplæggene her
Tre måneder efter coronakrisen lukkede danmark ned, tog professor Dan Zahavi initiativ til at sammenkalde flere af Videnskabernes Selskabs prominente forskere til en dag med fokus på den viden, de havde indhentet under coronakrisen:- – Formålet med oplæggene er at lade en række af landets førende forskere give deres bud på, hvad vi kan lære af den igangværende pandemi. Coronakrisen handler om mange andre ting end smittespredning og virus, og dagen vil byde på oplæg af folk fra statskundskab, filosofi, medicin, fysik, antropologi og teologi.
Bredt indhold og nyt format
Med det brede indhold og de prominente forskere, der ud over professor Dan Zahavi talte medlemmer som Professor Bente Klarlund, professor Lone Simonsen og Professor Ole Wæver (se i øvrigt dagens program over talere og emner til højre for artiklen), gav det forhåbninger om stor publikumsdeltagelse. Hver oplægsholder havde 12 minutter til sit oplæg og 5 minutter til at svare på spørgsmål fra salen. Sikkert provokerende kort tid for nogle, men til gengæld meget publikumvenligt. Og det var netop fokus: at teste et helt nyt format med korte oplæg, hvor danskere hele landet kunne se med. Og det gjorde de.Med i salen var ca. 45 medlemmer – så mange, som der kunne være pga. coronaens afstandskrav. På trods af konkurrence fra strålende dansk sommervejr i de 5 timer seminaret varede, valgte mange at se med på tablet, computere og telefoner. Over 1700 mennesker fra Nordjylland til Bornholm så med undervejs, og der kunne i ”seertallene” spores god interesse fra bl.a. Sverige, USA og Holland.Hvis kommentarerne på de sociale medier står til troende, blev interessen også fulgt af glæde. For eksempel takker flere for ”virkelig gode oplæg”, og Gitte Olsen kalder det på facebook ”Et flot arrangement med den nyeste viden serveret på et sølvfad”.
Mere af det
Fra flere medlemmer af Selskabets præsidium, er der udtrykt stor glæde ved arrangementet, der falder godt i tråd med Selskabets ønsker om både at kvalificere og sætte høje standarter for videnskabelig formidling og samtidig komme ud til mange danskere:- “Det var et fortrinligt arrangement. Jeg synes, formatet var helt i top. Man kan altid fortælle om god forskning på kort tid, det blev vist til fulde ved arrangementet. Sådanne ‘on time’ arrangementer vil vi i VS gerne have mange af”, siger præsident Mogens Høgh Jensen, der fulgte hele seminaret fra salen.Alle foredragene ligger nu på selskabets youtubekanal med over 1.300 abonnenter og næsten 10.000 timers årlig visning, så mon ikke de lever et godt og ”set” liv videre der.
PROGRAM
Første del: Kl. 16.00-18.00
Kl. 16.00-16.05 Velkommen
Kl. 16.05-16.25 Mette Birkedal Bruun: Hvordan coronakrisen fik flyttet på privatlivets grænser
Kl. 16.25-16.45 Andreas Roepstorff: Usikkerhed, uforudsigelighed og refleksionsrum i coronakrisen
Kl. 16.45-17.05 Jesper Ryberg: På den røde kurve – Etiske overvejelser om prioritering i intensiv behandling
PAUSE – 10 min
Kl. 17.15-17.35 Lone Simonsen: Corona-virus, en ny pandemitrussel
Kl. 17.35-17.55 Kim Sneppen: Hvad betyder superspredere i Covid-19 epidemien
Kl. 17.55-18.00 Afrunding af første del
PAUSE 60 min
Anden del: Kl. 19.00-21.00
Kl. 19.00-19.05 Velkommen tilbage
Kl. 19.05-19.25 Ole Wæver: Sikkerhedsliggørelsen af den nye corona-virus
Kl. 19.25-19.45 Michael Bang Petersen: Hvem ændrede adfærd og hvorfor?
Kl. 19.45-20.05 Bente Klarlund Pedersen: Hellere rask og rig – end syg og fattig. Hvorfor corona-infektionen rammer os forskelligt
PAUSE – 10 min
Kl. 20.15-20.35 Dan Zahavi: Socialitet og kropslighed – online kommunikation under coronakrisen
Kl. 20.35-20.55 Rebecca-Adler Nissen: Misinformation og ammestuehistorier i coronakrisen
Kl. 20.55-21.00 Afrunding af anden del
Tak for i aften