281-års jubilæum

At udgive for lyset. Skal man fortælle Videnskabernes Selskabs historie med én sætning, er det nok den, der gør det bedst. Før Videnskabernes Selskab var, hvad det er i dag, begyndte det nemlig med at være præcis dét – en intention.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Intentionen var Kong Christian VI’s. Det kan vi læse i et reskript fra 1743, der erklærer Selskabet for et kongeligt videnskabeligt selskab. Helt i tråd med sin samtid, oplysningstiden, ønskede han, at Selskabet skulle tjene til ”at udgive for lyset” – at indsamle viden og dele den til gavn for land og rige. På den måde kunne man også holde trit med de andre europæiske lande, hvor lignende videnskabelige akademier allerede var begyndt at skyde frem.

Det kongelige reskript kom som en endelig godkendelse i kølvandet på det, Selskabet i dag betragter som sin reelle stiftelsesdato: den 13. november 1742. Her, på matrikel nr. 261 i Stormgade, København, samledes fire herrer til det, der senere skulle blive husket som Videnskabernes Selskabs første møde. De fire var justitsråd Hans Gram, professor Erik Pontoppidan, kancellisekretær Henrik Henrichsen (senere Hielmstierne) og matriklens ejer, Johan Ludvig Holstein, oversekretær i det danske kancelli. På mødet formulerede de, hvad kongen få måneder senere perfektionerede – og således havde Danmark nu sit helt eget videnskabelige akademi.

Den første ”faste” bopæl, Selskabet fik, blev i Prinsens Palais (i dag Nationalmuseet) i 1776. Med enkelte afstikkere pga. logistiske udfordringer, bl.a. til lokaler på Christiansborg, var det her, Selskabets medlemmer holdt deres møder. Ligesom de fortsat er det i dag, var møderne også dengang en kerneaktivitet – en anledning til tværfaglig udveksling og diskussion blandt forskere fra vidt forskellige grene af videnskaben. Møderne var også stedet for indvalg af nye medlemmer til Selskabets ”klasser”, som de faglige grupperinger af medlemmerne blev kaldt. Klassernes format har ændret sig over tid. I dag eksisterer to – den Humanistiske Klasse og den Naturvidenskabelige Klasse.

Længe før, Selskabet fik fast tag over hovedet, havde man dog sørget for, at fundamentet for dets indre struktur var i orden. Mens kongen havde rolle af protektor, fik Holstein ved stiftelsen det overordnede ansvar som Selskabets første præsident. Til at assistere ham var en sekretær, Henrik Hielmstierne. Disse poster lever fortsat videre i dag, om end i udvidet form. I dag ligger Videnskabernes Selskabs ledelse hos et præsidie, der består af ni af Selskabets forskermedlemmer: præsidenten, generalsekretæren (fhv. ’sekretær’), redaktøren samt to klasseformænd og fire klasserepræsentanter fra de forskellige klasser. Den stolte tradition for at have landets regent som protektor fortsætter også – i dag ved H.M. Dronning Margrethe II.

Nogle af Selskabets første store foretagender ligger i udgivelsen af videnskabelige skrifter. Det arbejde begyndte så tidligt som 1745, og med det lagde man stenene til Selskabets eget forlag, der stadig eksisterer og udgiver bøger i dag. Et andet projekt, der optog Selskabet i dets første mange leveår, var den geografiske opmåling af fædrelandet. Indtil midten af 1700-tallet var målingerne kun udført sporadisk, men under Videnskabernes Selskabs direktion blev den nu væsentligt systematiseret. Projektet, der i sin videnskabeligt udforskende natur er lige i oplysningstidens ånd, foregik helt frem til 1843.

I 1800-tallet vendte Selskabet et nyt og ganske markant blad i sin historie. Et vigtigt år blev 1876, hvor brygger J.C. Jacobsen stiftede Carlsbergfondet. Med afsæt i sit store engagement i og respekt for videnskaben overlod Jacobsen i et gavebrev ansvaret for valget af fondets direktion til Selskabets medlemmer, der udgør både vælgere og kandidater ved valgene. Som led i forbindelsen til Carlsbergfondet blev Selskabet i slutningen af det 19. århundrede tilbudt permanent bolig i fondets nye bygning på H.C. Andersens Boulevard 35. Her deler fondet og Videnskabernes Selskab fortsat adresse i dag.

Med det nye hus og et nyt århundrede fulgte flere udvidelser og nytænkninger, og Selskabet voksede i både størrelse og antal. Et afgørende år blev 1920, hvor man endelig kunne byde velkommen til det første kvindelige medlem, Marie Skłodowska-Curie, der sammen med en håndfuld andre topforskere – heriblandt Albert Einstein – blev indvalgt dette år. Det skete på opfordring fra bl.a. Niels Bohr, der senere skulle blive præsident for Selskabet i perioden 1939-62.

Der er sket meget siden de fire stifteres første møde i 1742. Både videnskaben og verdenshistorien har på godt og ondt set alt for meget til at stå uforandret hen, og det gælder selvfølgelig også Selskabet. Alligevel er den nysgerrighed og ønsket om at forstå verden først og fremmest gennem videnskab, som vores forgængere i oplysningstiden kultiverede, en solid del af Videnskabernes Selskabs DNA – også i dag.

Se en tidslinje over historiske højdepunkter fra stiftelsen og frem til i dag her.