Jeg ønsker at forstå, hvordan celler kommunikerer med hinanden ved at frisætte signalstoffer til omgivelserne. Dette sker, når visse celler udskiller hormoner (f.eks. adrenalin), der via blodet finder frem til et målorgan (f.eks. hjertet), eller i de kemiske synapser i hjernen, hvor det frisatte stof (neurotransmitteren) binder til receptorer på en nabocelle. I hjernen udløses frisættelsen af en nerveimpuls med en meget stor tidslig nøjagtighed, som er helt afgørende for at information kan overføres effektivt til den næste nervecelle. Summen af signaleringen i hjernens myriader af synapser styrer al bevidst eller ubevidst menneskelig aktivitet. Vi begynder nu at kunne forstå, hvordan disse små nanomaskiner – synapserne – fungerer i deres basale tilstand. Aktuelle spørgsmål er, hvordan synapserne kan undergå plastiske ændringer og dermed understøtte signalbearbejdelsen i hjernen – eller resultere i hukommelse – og hvordan synapserne ændres under forskellige hjernesygdomme.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?
En af de store udfordringer ved at studere kommunikation i hjernens kemiske synapser er, at det går så hurtigt. Neurotransmitter frisættes ofte inden for 0.5 millisekunder, når en nerveimpuls når synapsen. Det betyder, at maskineriet kun eksisterer i sin funktionelle tilstand i meget kort tid, og man kan ikke isolere det eller betragte det i sin stabile tilstand. Man er nødt til at bruge metoder, der kan måle meget hurtigt, og kombinere det med forskellige andre tiltag, f.eks. matematisk modellering for at kunne forstå resultaterne. En anden udfordring er, at synapser er så små, at deres struktur ikke kan studeres i et klassisk lysmikroskop – der skal såkaldt superopløsende mikroskopi til. Disse metoder er ved at komme på plads og vil uden tvivl medføre en eksplosion i vores viden om signalering. Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant? Synapsen er på mange måder den basale beregningsenhed i hjernen, som vi har mere end hundrede tusinde milliarder af. Det er utroligt fascinerende at undersøge, hvad der egentlig sker i disse små strukturer, da resultatet har betydning for, hvordan vi tænker, og hvem vi er som mennesker. Samtidig tyder meget på, at en række neurologiske sygdomme – f.eks. Parkinsonisme – starter med små fejl i den basale synaptiske funktion, som derefter udvikler sig katastrofalt. Når man som jeg fokuserer på en bestemt struktur/mekanisme, bliver resultaterne relevante for en række meget forskelligartede sygdomme.

Jeg håber at blive bredere som forsker og som menneske og få inspiration fra eksperter uden for mit eget felt. Jeg håber også, at mit medlemskab kan bruges til at starte diskussioner om forskningspolitik og tiltag, der øger fokus på forskningen og rekrutteringen af unge talenter.

Fortæl lidt om mennesket bag forskeren.
Jeg bor i Farum med min kone, Christiane, og vores to piger, Annika på 11 og Johanna på 16 år. Familien er dansk/tysk, og har boet i Tyskland i 9 år, før vi kom tilbage til Danmark. Jeg holder utroligt meget af naturen, lange gåture i skoven for at se på fugle eller andre dyr – ofte sammen med min yngste datter.