(Debatindlæg i Altinget) Den frie forskning er sendt ned af en politisk glidebane uden ende

En tredjedel af midlerne til Danmarks Frie Forskningsfond går næste år til tematisk forskning. Mange er disse temaer er snævert defineret, og det presser den frie forskning, skriver Videnskabernes Selskab.

Forfatterne bag debatindlægget

  • Kim Guldstrand Larsen, professor ved Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, medlem af Videnskaberne Selskab.
  • Poul Nissen, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, leder, Dandrite
  • Marie Louise Bech Nosch, præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, professor, Saxo-Instituttet, Københavns Uni., i bestyrelsen for Veluxfonden
  • Thomas Sinkjær, generalsekretær, Videnskabernes Selskab, professor, Aalborg Universitet, formand, Bevica Gruppen

Aftalen om fordeling af forskningsreserven for 2024 landede i sidste uge.

Flere forskningsordførere, der var med til at forhandle reserven, glædede sig over, at der i år er kommet flere penge til fri forskning, da Danmarks Frie Forskningsfond står til at skulle uddele hele 1944,3 millioner kroner i 2024, mod 1712 millioner kroner sidste år. Umiddelbart godt nyt for den frie forskning. Der tegner sig dog bare et lidt andet billede, hvis man ser på den samlede udvikling over de seneste år.

For sagen er, at Danmarks Frie Forskningsfond i stigende grad får til opgave at udmønte midler til tematisk forskning. Der er i år tematiske overskrifter på cirka en tredjedel af alle midlerne til fonden, svarende til 622,5 millioner kroner og til hele ni forskellige programmer.

Men hvordan er vi nået dertil, at så stor en andel af Danmarks Frie Forskningsfonds midler, som skulle understøtte forskernes egne nye og gode ideer, går til bundne, politisk prioriterede opgaver?

Glidebane uden ende

Der var særligt én grund til, at politikerne ikke modsatte sig loven tilbage i 2017 trods bekymringer udtrykt allerede dengang.

Det blev nemlig sikret i loven, at den frie bevilling til Danmarks Frie Forskningsfond på Finansloven ikke kunne udmøntes til forskning i politisk fastsatte emner. Det vil sige at kun “ekstra” midler afsat på forskningsreserven, der årligt er til forhandling, kan bruges strategisk hertil.

Ingen havde dog forudset, at forskningsreserven sidenhen ville vokse sig så stor, som den er i dag. Og i takt med, at reserven er vokset, er andelen af øremærkede midler i Danmarks Frie Forskningsfond også vokset.

Dermed er midlerne til fri forskning ikke fulgt med væksten i midler, der er øremærket forskellige formål.

Men er det så et problem for videnskaben, at der er stigende politisk styring og tematisering af Danmarks Frie Forskningsfonds virke? Her må vi sige ja, når den frie forskning ikke længere er så fri endda. Danmarks Frie Forskningsfond skal understøtte de forskningsideer, der kommer fra forskerne, både de unge og de mest erfarne, som ved hvor international forskning bevæger sig hen og hvor der er nye store opdagelser at gøre.

Ikke megen frihed til videnskaben

Problemet er dog ikke blot mængden af penge. Danmarks Frie Forskningsfond blev etableret for – og organiseret med henblik på – at skulle håndtere brede, åbne opslag for forskning, der bliver vurderet af fem fagudvalg. Dette grundlæggende princip presses nu af stadigt flere og mange mindre puljer, som lægges oveni deres hovedopgave.

Det er muligt, at Danmarks Frie Forskningsfond kan rumme enkelte store og brede tematiske puljer, som eksempelvis til grøn forskning, der har været allokeret fra forskningsreserven flere år i træk. Trods den tematisk begrænsning sikrer ophænget i Danmarks Frie Forskningsfond således, at det bliver forskernes egne ideer og løsningsforslag, der støttes.

Problemet bliver dog tydeligt, når mange programmer, der skal løse forskellige og mere snævert definerede udfordringer i samfundet, placeres i Danmarks Frie Forskningsfond. Fra den netop indgåede finanslovsaftale om forskningsreserven optræder meget specifikke emner som eksempelvis ensomhed (19,7 millioner), praksisnær forskning i læring og trivsel i grundskolen (24,6 millioner) og ældreforskning (29,5 millioner).

Selv større puljer, som de 206,8 millioner kroner afsat til klinisk, uafhængig forskning, indeholder afgrænsede og meget konkrete emner, der ifølge aftalen skal dækkes (eksempelvis midler til forskning i miljøfremmede stoffers indvirkning på fertiliteten). Her efterlades ikke megen frihed til videnskaben.

Den strategiske forskning er hjemløs

Udviklingen afspejler i virkeligheden et mere grundlæggende problem: Nemlig at den strategiske forskning er hjemløs.

Tidligere havde vi Det Strategiske Forskningsråd til at varetage den type forskning. Men med oprettelsen af Innovationsfonden i 2014 ved sammenlægning af Det Strategiske Forskningsråd, Rådet for Teknologi og Innovation og Højteknologifonden, er der meget der tyder på, at den strategiske forskning bliver underprioriteret. Tænketanken DEA har blandt andet kritiseret fonden for et snævert begreb om værdiskabelse, som særligt tilgodeser kommercialisering, vækst og beskæftigelse.

Løsningen har været, at man i stigende grad benytter Danmarks Frie Forskningsfond til det, man tidligere ville have brugt det separate Strategiske Forskningsråd til: Særlig til at understøtte forskning i udfordringer i den offentlige sektor, hvor det ikke lige er virksomhedsprofit, der er målet med forskningsindsatsen.

Der er altså tale om et strukturelt problem, og vi forstår derfor godt, at politikerne har svært ved at placere deres ønsker til forskningsindsatser på en hensigtsmæssig måde.

Behov for ny debat

Med de problemer vi har skitseret, er et centralt spørgsmål, om vi kan skabe et bedre hjemsted for den type tematisk forskning, der har et bredere og længere sigte end vækst og beskæftigelse på den korte bane.

Skal Danmarks Frie Forskningsfonds rolle udvides, så den er en fond for fri såvel som strategisk forskning (med fornyede muskler og opdateret organisering)? Skal Innovationsfonden reguleres mere effektivt, så den bedre tager vare om den langsigtede strategiske forskning? Skal vi investere i universiteterne strategiske forskningsindsatser, eller skal vi vende tilbage til en særskilt fond for strategisk forskning? Eller er det noget helt andet, vi har brug for?

Det vil vi i Videnskabernes Selskab gerne starte en diskussion om.

 

Læs debatindlægget hos Altinget her.