Doppeltlancering var fuld af smag og farve

Foto: Videnskabernes Selskab. Fra venstre: formand for Carlsbergfondet: Flemming Besenbacher, Chefbrygmester på Carlsberg Laboratorium; Erik Lund og præsident for Videnskabernes Selskab Mogens Høgh Jensen.
I fredags blev jubilæumsåret for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen markeret på fornemste vis med lanceringen af ikke bare én, men hele to nye frembringelser til ære for videnskabsmanden: tegneserien HCØ – Kampen om videnskaben og øllen EXPERIMENTA.

Fredag den 27. august var dagen, hvor sløret endelig kunne løftes for to helt særlige projekter, der er blevet til som led i fejringen af HCØ2020. Det var nemlig dagen for udgivelsen af tegneserien HCØ – Kampen om videnskaben – et resultat af et kreativt samarbejde mellem Forlaget Cobolt og Selskabets eget forlag samt ikke mindst støtte fra Novo Nordisk Fonden. Det var også den første officielle serveringsdag for øllen EXPERIMENTA; en øl inspireret af Ørsteds liv og virke, udviklet i en kollaboration mellem hhv. Carlsbergfondet, Husbryggeriet Jacobsen, Carlsberg Laboratorium og Videnskabernes Selskab.

Det var derfor en ovenud begejstret præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høgh Jensen, der kunne byde gæsterne velkommen ved lanceringsarrangementet, der bød på taler, filmfremvisning og – ikke mindst – Danmarks første prøvesmagning af Experimenta, efterfulgt af tegneseriesignering af kunstnerne bag værket selv: forfatter Henrik Prætorius, farvelægger Angelica Inigo samt tegnere Peter Snejbjerg og Niels Roland.

Samme formål, men i nye klæder

Selvom Selskabets redaktør Marita Akhøj i sin tale grinende omtalte HCØ – Kampen om Videnskaben, der jo er den første tegneserieudgivelse fra Videnskabernes Selskab i hele dets historie, som ”noget af et paradigmeskifte”, kunne både hun og præsident for Selskabet, Mogens Høgh Jensen, hurtigt blive enige om, at den som forskningsformidlingsprojekt ikke desto mindre er helt i tråd med Selskabets vision. Mens præsidenten pointerede, at tegneserien ”[…] falder godt sammen med den retning, Videnskabernes Selskab gerne vil gå i fremtiden, med fokus på Selskabets rolle som formidler af god, gedigen videnskab”, så var redaktøren også meget begejstret for genrens format i sig selv, der, som hun sagde, minder meget om filmens:

[…] Men i modsætning til filmen gør tegneserien det muligt for læseren at vælge sit eget tempo, stoppe op, tænke sig om og bladre tilbage. Og lige præcis derfor er tegneseriemediet helt fremragende til videnskabsformidling, forklarede hun, inden hun understregede, hvor afgørende det dog har været, at Selskabet har haft en så erfaren samarbejdspartner som Cobolt at løfte opgaven med.

Pernille Arvedsen, redaktør på Forlaget Cobolt, delte naturligvis begejstringen for tegneseriemediet og det, det kan, hvilket hun også kom ind på i sin tale:

At udgive tegneserier er et kæmpe privilegie. Man bliver hele tiden genforbundet med verden, og man får hele tiden nye perspektiver foræret fra altid passionerede, dedikerede og dygtige folk […] Gennem arbejdet med HCØ – Kampen om videnskaben har jeg fået nye perspektiver på den tid, jeg lever i, og på det, der ligger til grund for den tid. Jeg har nemlig lært om HCØ og om den betydning, han har haft for nutiden, og dermed også for fremtiden, sagde hun og sluttede af med at glæde sig over, at hun nu kunne dele det privilegie, det har været at se H.C. Ørsted komme til live, med resten af Danmark.

 

Videnskab med både smag og farve

I kølvandet på talerne fulgte en filmfremvisning om tilblivelsen af EXPERIMENTA, hvor chefbrygmester på Carlsberg Laboratorium, Erik Lund, kunne indvi de tilhørende i videnskaben bag øllen af samme navn som H.C. Ørsteds banebrydende afhandling om elektromagnetismen. Her fortalte han bl.a., hvordan EXPERIMENTA – der er brygget, som man bryggede øl på Ørsteds egen tid – er lavet på malt fra videnskabsmandens fødeby Rudkøbing, og at den er tilsat humlesorter med duft af peber, eftersom Ørsted var den første til at udvinde alkaloidet piperine fra netop dette krydderi.

Denne helt særlige, krydrede smag blev hurtigt opfanget af en af arrangementets gæster, Mikkel Bohm:

Det er interessant, hvordan den [øllen, red.] åbner sig. Det kommer lige et øjeblik efter, at man har smagt den. Ligesom en god vin,” sagde han tilfreds.

Og det lod ikke til, at Mikkel var alene om at bifalde EXPERIMENTA, for lyden af kapsler, der knappedes op, fyldte rummet, mens folk beundrende lænede sig ind over de opslåede tegneserier, der blev signeret for fuld pen.