Hvordan forandrer kunstig intelligens vores arbejdsliv og arbejdsmarked?

Hvordan forandrer kunstig intelligens vores arbejdsliv og arbejdsmarked?

Kunstig intelligens kan bruges på utallige måder og kommer derfor til at påvirke store dele af vores arbejdsmarked og arbejdsliv. Men hvordan ruster vi os til et forandret arbejdsmarked? Hvad er mulighederne, og hvad er udfordringerne?

Kunstig intelligens er et tveægget sværd. På den ene side frygter mange med rette, at kunstig intelligens fører til stigende ledighed og ulighed, suger meningen ud af vores arbejdsliv eller omvendt fjerner alle ”kedelige” opgaver, så vores hjerner aldrig får en pause.

Men på den anden side rummer kunstig intelligens også enorme muligheder – som understøttende værktøj, som redskab, der kan lette adgangen til arbejdsmarkedet for udsatte grupper, og som efterspurgt arbejdskraft.

Kom til debat med Anna Ilsøe, lektor i arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, og Peter Busch-Jensen, lektor i psykologi, når vi stiller skarpt på et arbejdsmarked i forandring.

Debatten er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet i Herning.

Anna Ilsøe er lektor i sociologi på FAOS, Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Hun leder en række forskningsprojekter, der undersøger digitaliseringens konsekvenser for arbejdsmarkedet – herunder projektet The Digital Economy at Work finansieret af Velux Fondens kernegruppeprogram og finansieret af Horizon Europe. Hun forsker aktuelt i platformsarbejde, fintech, kunstig intelligens og algoritmeledelse. Tidligere undersøgelser har især fokuseret på lokale forhandlinger i industrien – herunder surveys og casestudier af forhandlinger af løn og arbejdstid. Hun er tidligere forperson for Dansk Sociologiforening (2015-22) samt medlem af Rådet for Deleøkonomi udpeget af Erhvervsministeriet.

 

Peter Busch-Jensen er lektor i psykologi på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC, hvor han i snart 20 år har undervist og forsket i forskellige arbejdspsykologiske spørgsmål. Hans forskning omhandler de muligheder og dilemmaer, der løbende opstår i samspillet mellem, på den ene side, politiske og teknologi-initierede forandringer af vores arbejdsliv og arbejdsmarked og, på den anden side, menneskers søgen efter arbejdsglæde og trivsel, et sammenhængende hverdagsliv, en positiv identitet og adgang til meningsfulde aktiviteter og fællesskaber. Peter er endvidere stærkt optaget af uddannelse og hvordan fremtidens universiteter kan/bør strikkes sammen i lyset af bl.a. kunstig intelligens. Det har han arbejdet med i en årrække bl.a. som leder af den pædagogiske indsats i den EU-finansierede alliance af Europæiske Universiteter, ERUA.

VidenSkaber

Debatten er led i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs store satsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Novo Nordisk fonden og Carlsbergfondet.

VidenSkaber er et mødested. Her sætter vi borgere og forskere sammen for at diskutere hverdagens store problemstillinger. Vi skaber og deler viden, når vi i workshops, debatter og formidling insisterer på at stille spørgsmålet: Hvordan ved vi det? Og vi gør det sammen med nogle af Danmarks dygtigste forskere på tværs af de videnskabelige discipliner. Målet er, at flere forstår, hvordan videnskaben arbejder, og hvordan den kan bidrage, når vi skal finde løsninger på samfundets store udfordringer.

I 2024 er teamet for VidenSkaber ”Hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?”

Besøg VidenSkabers hjemmeside ved at klikke her.

Spørgsmål

profile picture

Tina Dransfeldt Christensen

Projektleder for VidenSkaber

search

VidenSkaber