Forskere skræmt til selvcensur

Presset på forskningsfrihedens vilkår øges stadigt. Cyberangreb, tilfangetagelse og tortur er blot nogle af de metoder, der anvendes i flere lande mod forskere, hvis videnskabelige opdagelser har potentiale til at rokke ved et samfunds magtbalance. På en konference afholdt i Oslo mødtes 40 forskere for at diskutere, hvordan vi kan forhindre, at prisen for at forske bliver så høj, at man begynder at praktisere selvcensur.

Retten til at udtale sig frit og videreformidle sine forskningsresultater er noget, mange af os som udgangspunkt er hurtige til at tænke på som en selvfølgelighed. I Danmark har vi jo ytringsfrihed, ikke sandt?

På en konference afholdt af The International Human Rights Network i Det Norske Videnskaps-Akademi i slutningen af 2019 tog hele 14 oplægsholdere imidlertid bladet fra munden og delte en anden oplevelse af forskningsfrihedens vilkår, da de berettede om krænkelser og overgreb som reaktion på offentliggørelsen af deres videnskabelige arbejde. Blandt tilhørerne var Ida Nicolaisen, formand for Danske Videnskabelige Akademiers Nationalkomité for Menneskerettigheder og medlem af Videnskabernes Selskab, hvis rapport over dagene i Oslo skildrer flere af disse gruopvækkende eksempler. Tag for eksempel Homa Hoodfar, en canadisk iranskfødt professor, som i tre lange måneder sad fængslet i Iran, tvunget under konstant forhør, fordi hun – på en tur, der oprindeligt var planlagt som feltarbejde – blev anklaget for spionage. Eller den norske antropolog Cathrine Moe Thorleifssons fortælling om, hvordan hendes undersøgelser af holdninger iblandt norske nationalister resulterede i trusler og et transnationalt cyberangreb rettet mod både hendes forskning og person.

Den ”umistelige” frihed til at forske og formidle

Uanset fjendens ansigt og krigsførelsens metoder, så ender krænkelsen af forskningsfriheden, ifølge Ida Nicolaisen, dog altid i forskellige grader af det samme: nemlig i selvcensur. Og det er, pointerer hun, en konsekvens, der kan komme til at koste videnskaben og alle dem, der arbejder i dens tjeneste, uhyre dyrt:

I sidste ende kan vi miste det, vi troede, var umisteligt – vores mulighed for at udtrykke os frit og stille nye spørgsmål til det at være menneske, til måden vi organiserer os i samfund på og til de grundlæggende spørgsmål om livet her på vores lille klode, siger Nicolaisen i et interview med Videnskabernes Selskab, hvori hun understreger, at et land som Danmark ingenlunde er hævet over den samme risiko for en skævvridning i udviklingen, selvom vi måske føler os nok så trygge i vores lille ”smørhul” af et land.

For Nicolaisen at se eksisterer der ikke ét, men flere niveauer af ting, der kan sættes i værk i kampen mod krænkelserne, også i et lille land som Danmark:

Der er brug for at råbe vagt i gevær og mobilisere også danske forskere. Vi må dels engagere os mere i den offentlige, politiske debat, også med hensyn til det, der sker for forskere i andre dele af verden, dels skabe et netværk, der kan støtte op om de forskere, som lige nu sidder og rådner op i fængsler, fordi de har haft mod til at sige fra, understreger hun.

Både små og store bække

Men ifølge formanden for Netværket er der også en anden, lige så vigtig side af sagen, når det kommer til at støtte op om de internationale forskerkolleger, som udmønter sig på et langt mere individuelt niveau. Med rod i en personlig oplevelse har hun nemlig erfaret, hvor stor en forskel det personlige, nære engagement kan gøre.

Nicolaisen, der i sin tid tilbragte en eftermiddag i Moskva i selskab med den sovjetiske nobelpristager og systemkritiker Andrei Sakharov og dennes kone Yelena Bonner, havde her en samtale med Sakharov, der, ifølge hende selv, gjorde et ”uudsletteligt indtryk” på hende. Sakharov, hvis arbejde for at bremse våbenkapløbet og sikre borgerrettigheder tidligere havde ført til syv års eksil i Gorkij med en yderst begrænset kontakt til omverdenen, lod sig nemlig aldrig bremse i sit arbejde som følge af modstanden, som han og konen mødte:

Mødet med Sakharov og Bonner var en øjenåbner for mig; ikke mindst Sakharovs svar på mit spørgsmål om, hvordan han holdt modet oppe i Gorkij. Han fortalte, at det havde været helt afgørende for ham, at han vidste, at der var kolleger i udlandet, som fulgte hans sag og gjorde, hvad de kunne for at hjælpe, slutter Ida Nicolaisen.

Sakharovs fortælling er et eksempel på, hvor stor betydning det har, når der udvises et engagement og en indsats fra omverdenen, lige gyldigt om der så er tale om personlig kontakt eller planlagt, organiseret samarbejde. Derfor er det en kernesag for Netværket at blive ved med at gøre opmærksom på uretfærdigheder og at opfordre til at forsvare de modige forskere, der dagligt udfører deres arbejde til trods for, at det kan være med livet som indsats. Det gøres blandt andet ved at udsende såkaldte ”Action Alerts”, som går direkte til statsledere, justitsministre og ambassadører verden over.

Videnskabernes Selskab har siden 2002 været medlem af Videnskabelige Akademiers Nationalkomité for menneskerettigheder. Komitéen er en del af The International Human Rights Network of Academies and Scholarly Societies, som omfatter et stort antal akademier fra hele verden. Komitéen behandler krænkelser af forskeres ytringsfrihed på baggrund af materiale og notifikationer udsendt fra dens hovedsæde i Washington D.C.

Se mere om The International Human Rights Network ved at klikke her.