Professor Marie Louise Nosch skriver i Weekendavisen i anledning af selskabets festskrift til dronningen

Klummen handler om tekstiler, tekstilarbejdere og andre luksusprodukter fra den sene bronzealders mykenske kongehuse, der er Europas ældste monarkier.

I anledning af Videnskabernes Selskabs nyeste udgivelse Forskningens skønhed, som er et festskrift til dronningen, bragte Weekendavisen en klumme af professor og medlem af selskabet Marie Louise Bech Nosch, hvor hun fortæller om sit bidrag til festskriftet:

I går fejrede dronning Margrethe sin 80-års fødselsdag ganske stille og privat, sådan som vi alle lever i disse uger. Dronningen har mange interesser og sysler, som sagtens kan dyrkes derhjemme, broderi, læsning, musik, og hun interesserer sig levende for forskning som protektor for De Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Så i anledning af den runde fødselsdag udgives i denne uge antologien Forskningens skønhed, som jeg forestiller mig, at dronningen har bladret i og lyst-læst denne fødselsdagsuge. Jeg har selv skrevet et bidrag om den sene bronzealders mykenske kongehuse, Europas ældste monarkier. Takket være en forunderlig stavelsesskrift og piktogrammer på lertavler fra 1200-tallet før vor tidsregning – det såkaldte linear B – kan vi følge med i monarkernes smag for god mad og tekstiler.

I hvert af de mykenske paladser, Knossos, Pylos, Theben, Tiryns, Mykene og Sparta, regerede en konge med titlen wanax, som i linear B-stavelsesskriften staves wa-na-ka. Der var store sale, slaver, tjenestefolk, rige forrådskamre og paladsskrivere til at administrere, hvilke typer beskatning, afgifter og hoveri befolkningen skyldte. Den mykenske wanax var jordbesidder og ejede sit eget særlige stykke land. Her dyrkede man tekstilplanten hør, og kongelige jorder blev lejet eller lånt ud til udvalgte undersåtter, sandsynligvis mod betaling i naturalier eller ydelser.

Kongen omtales som både modtager og giver af offergaver, for eksempel korn og aromatiske urter, og han deltager naturligvis også, når der afholdes religiøse fester og ritualer, hvor der ofres til guderne og spises kød, frugt, vin og korn. Det er dog særligt tekstiler og tekstilarbejdere, som associeres med de mykenske kongehuse. I Pylospaladset omtaltes den kongelige uldvalker Pekita, og tekstiler og uld betegnes som »kongens«. I Knossospaladset handler en lertavle om kongelige uldstoffer af typen te-pa. Den ansvarlige tekstiladministrator noterede sig, at der var leveret en stor mængde uld til væverne og spinderne, og deraf forventede han, at der blev produceret 40 kongelige tepa-tekstiler.

Vi ved fra andre indskrifter, at et enkelt stykke tepa-tekstil krævede hele 21 kilo uld, så man skulle i alt anvende 840 kilo uld til at spinde og væve de 40 kongelige tepa. Et får i Bronzealderen gav kun cirka 750 gram uld, så man har skullet indsamle uld fra mere end 1000 får for at producere de 40 kongelige uldstoffer.

Hele klummen kan læses i Weekendavisen, hvor du blandt andet også kan læse om, hvordan man arrangerede sig i det thebanske kongehus, hvordan mykenske ord for luksusprodukter kan give en idé om, hvorfra kongerne hentede nye tøjmoder og hvorfor man måske allerede dengang brugte noget, der svarer til betegnelsen “leverandør til det kongelige hof”.

Foto af Louise-Marie Bech Nosch på forsiden: Lars Svankjær