Videnskabernes Selskab drager til Folkemøde. Kom forbi og mød os
Kom selv til arrangementerne eller se dem live på Facebook. Vi lover alvor, viden, debat og underholdning, når forskere som Eske Willerslev og Marie Louise Nosch folder sig ud i selskab med fx Anders Lund Madsen.
For første gang arrangerer Videnskabernes Selskab egne events på folkemødet.
– Det kan godt gå hen og blive både muntert og informativt, forklarer generalsekretær Lars Arge.
Han henviser til et arrangement kaldet ”Spørg Videnskabernes Selskab”, hvor et panel af prominente forskere sidder klar til at svare på alt, fra hvorfor regnbuer er runde, til hvordan den spanske borgerkrig startede. Eller hvad end publikum ellers kan komme på. Og kan panelet ikke svare på et af publikummets spørgsmål, vinder spørgsmålsstilleren en gave fra Selskabets 276-årige arkiv – med et lidt nyere og mere velsmagende indhold, kunne man tilføje. Anders Lund Madsen (vild)leder slagets gang.
Flere penge til forskning
I den mere alvorlige ende tager blandt andre Eske Willerslev sammen med andre af selskabets prominente forskere som Marie Louise Nosch og Morten Heiberg fat på debatten om penge til forskning. I selskab med forskningsdekan på DTU, Katrine Krogh Andersen og analysechef i tænketanken DEA, Theresa Maria Norn vil tidligere DR2 Deadline vært Nynne Bjerre Sørensen lede slagets gang i jagten på svarene på, hvad forskerne bruger godt 20 Mia. kroner fra vores alle sammens offentlige kasse til. Om året. Og hvorfor de ovenikøbet ikke bare mener, at det er en god investering, men tilmed har brug for endnu flere penge.
– Hos Videnskabernes Selskab har vi et ønske om at blive mere synlige og deltage mere i de aktuelle debatter. Det er det her et eksempel på, forklarer Lars Arge. Tænk bare på klimaudfordringen. Hvis vi ikke investerer mange penge i forskning i, hvordan vi kan løse det problem, får vi en verden, som i det allermindste er meget anderledes end i dag. Og klimaet er bare ét problem – hvad med flygtningestrømme, lagring af energi, knaphed på mad, og jeg kunne blive ved.
Videnskabernes Selskab arrangerer enten selv eller i samarbejde med Det unge akademi, Danmarks Frie Forskningsfond og tænketanken DEA 5 events.
– Og er man på Bornholm, så kom da til debatterne, slutter Lars Arge.
Oversigt over arrangementer
TORSDAG
Kl. 13-14, N8 – Grønbechs Hotel: Restaurant Vilhelm
Satser vi nok på både eliten og bredden i dansk forskning?
Stadig flere forskningspenge samler sig på færre hænder. Hvad betyder det for dansk forskning?
Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond, Det Unge Akademi. Med deltagelse af blandt andre præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen
……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….
FREDAG
Kl. 11.00 – 11.50, N11 – Carlsbergfamilien
Prisen for knaphulskronologi og fortidens megafauna
Stil en forsker til ansvar. Hvorfor skal jeg som almindelig dansker betale til mere forskning?
Arrangeres af KDVS i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond, Tænketanken DEA og Det Unge Akademi.
Kl. 12.45 – 13.20, N11 – Carlsbergfamilien
Spørg Videnskabernes Selskab – quiz og vind
Hverdagen er fuld af spørgsmål som videnskaben kan svare på – kom og test vores forskerpanel.
Kl. 17.30 – 18.15, K7 – Akademikernes Hus
Unge forskere, købt eller solgt?
Yngre forskere sidder fast i karrieren. Er erhvervsliv, universiteter og fonde klar til gearskifte?
Arrangeres af Danmarks Frie Forskningsfond i samarbejde med tænketanken DEA, Videnskabernes selskab og Det Unge Akademi
Kl. 19.30-20.30, K13 – Tænketanken DEA
Er vi ved at dræbe originaliteten i dansk forskning?
Gør vi det sværere for forskere at bane nye veje for forskningen, og hvad betyder det for samfundet?
Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond og Det Unge Akademi