Videnskabernes Selskab med kronik i Weekendavisen

“Forskningsmidler skaber mest værdi i hænderne på dem, der fostrer de gode ideer, nemlig forskerne.”

I november indgik universiteterne sammen med seks af de største private, forskningsfinansierende fonde en aftale, der fremover skal sikre et mere fleksibelt økonomisk råderum og en mere bæredygtig økonomi på universiteterne. Dette kan blive en milepæl for videnskaben i Danmark.

Forfatterne bag Kronikken

  • Marie Louise Bech Nosch, præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, professor, Saxo-Instituttet, Københavns Uni., i bestyrelsen for Veluxfonden
  • Thomas Sinkjær, generalsekretær, Videnskabernes Selskab, professor, Aalborg Universitet, formand, Bevica Gruppen
  • Victor Kalsen Nissen, Politisk konsulent ved Videnskabernes Selskab

Aftalen betyder kort fortalt, at der sammen med hver forskningsbevilling følger et større beløb end tidligere til dækning af universitetets afledte udgifter ved forskningen.

Men hvis det skal lykkes universiteternes ledelser at løfte aftalens ambition om at styrke kvaliteten på tværs af alle hovedområder i forskningen, er det nødvendigt, at de bruger anledningen til at stoppe op og gør sig grundige overvejelser om, hvordan de nye rammer for forskningsfinansieringen kan styrke kvalitet frem for kvantitet. For når det angår videnskab, er mere ikke nødvendigvis bedre.

Danske universiteter har i nyere tid oplevet en markant vækst i eksterne forskningsmidler, særligt fra private fonde. Det har overordnet set været et stort gode, da det har givet os mere forskning og flere indsigter til gavn for samfundet. Men det er ikke en gratis omgang, da det koster penge at modtage penge.

Når et universitet modtager en ekstern bevilling, genererer det følgeomkostninger til alt fra lys og varme på forskerens kontor til opbevaring af store datamængder. Da fondene har et naturligt ønske om, at deres fondsmidler primært går til forskerne, er det ikke alle universiteternes øvrige udgifter, der bliver dækket af en projektbevilling.

Nogle af de udgifter skal universiteterne derfor selv betale gennem den støtte, de modtager på finansloven. Men da finanslovens støtte til universiteterne ikke er øget i samme grad som den eksterne støtte, må universiteterne enten sige nej tak til eksterne fondsbevillinger eller i stigende grad bruge egne midler til at dække drift og faste udgifter frem for at fremme konkrete forskningsaktiviteter.

For at dække følgeomkostningerne ved de eksterne bevillinger har universitetsledelserne i stigende grad bedt de fastansatte forskere om at hente bevillinger hjem til egen løn, ligesom evnen til at tiltrække eksterne midler ofte er en forudsætning for en fast stilling på et dansk universitet. Det øger presset på den enkelte forsker for at tiltrække flere eksterne bevillinger, da grundlaget for deres stilling ellers kan forsvinde – uagtet kvaliteten af deres forskning. Vælger universitetsledelserne at fastholde et uændret syn på den eksterne forskningsfinansiering, vil vi i Danmark ende med at have »forskningshoteller« i stedet for universiteter med klare mål.

Tænketanken DEA udgav i foråret 2023 en rapport, der afdækkede, hvor hårdt ræset om forskningsmidler har sat sig i forskerne. 57 procent af de adspurgte forskere frygter, at konkurrencen om forskningsbevillinger vil betyde, at de på sigt ikke kan beholde deres ansættelse på universitetet, og den usikkerhed gør blandt andet, at 70 procent har overvejet at søge et job uden for universitetet.

En forskerkarriere indebærer i de første år desværre ofte prekære forhold i tidsbegrænsede stillinger, men selv blandt fastansatte lektorer svarer hver fjerde, at de i høj grad frygter for deres ansættelse på grund af konkurrencen om forskningsmidler. Vi ved fra andre studier, at dårlige arbejdsvilkår og et højt pres for at publicere kan lede til tvivlsom forskningspraksis og forskning af lavere kvalitet.

Universiteterne er rygsøjlen i dansk videnskab og bør stå som garant for, at dygtige forskere bedriver uvildig forskning og kan forfølge deres bedste og fremmeste ideer. Det leder til de store videnskabelige gennembrud, der har lagt grunden til både nobelpriser og virksomheder som Novo Nordisk. Som vilkårene er i dag, har forskere et stadig større incitament til at satse på »sikre« og hurtige ideer frem for at gå efter mere risikofyldte, svære og tidskrævende ideer, der til gengæld har større potentiale til at forandre verden.

Med indgåelsen af den nye aftale med de seks private, forskningsfinansierende fonde står universiteterne nu et bedre sted. Det forudsætter dog, at man ikke blot gør, som man plejer. Hvis det nye råderum blot bruges til at skrue op for mængden af projekter, vil universiteterne igen havne i samme økonomiske skruetvinge. Derfor har eksempelvis Danmarks Forskningsog Innovationspolitiske Råd (DFIR) foreslået, at en del af det nye råderum bruges til at fastansætte kvalificerede yngre forskere tidligere.

Det betyder ikke, at man skal ansætte flere, men snarere, at de rette kandidater bør sikres tidligere ved øget brug af tenure track-forløb (hvor for eksempel adjunkter ansættes med klar udsigt til en fast stilling). Som sagt er selv fastansatte forskere udsat for usikre arbejdsvilkår. Derfor er det oplagt, at råderummet ligeledes kunne benyttes til at sikre, at forskeres stillinger ikke skal gøres afhængige af hjemtag af fondsbevillinger.

 

Endnu mere ambitiøst ville det være at placere midlerne der, hvor nye forskningsideer opstår, det vil sige hos forskerne selv. Dette kunne gøres ved at give universiteternes kerne, nemlig de fastansatte professorer og lektorer, et såkaldt annuum, et årligt beløb, der frit kunne anvendes på indledende forskningsaktiviteter – eksempelvis på at afsøge nye ambitiøse ideer, der ellers ville være svære at komme i gang med. Det vil medføre, at eksterne midler bliver brugt på projekter af højere kvalitet, og dermed fremme fødekæden for fremragende forskning i Danmark.

Pengene ligger bedst tæt på forskerne, hvor de gode ideer opstår. Det vil give mere ro til, at forskere kan fordybe sig i de aktiviteter, de er bedst til: at forske, undervise og formidle. Videnskabens kerne er de mennesker, der udfører den, og derfor skaber forskningsmidler mest værdi i hænderne på forskere. Et annuum ville være én måde at understøtte dette, men under alle omstændigheder er det centralt, at forskerne inddrages i, hvordan den nye aftale udmøntes.

 

Derfor en opfordring til universitetsledelserne: Lyt til jeres forskere og spørg dem om, hvordan midlerne bedst muligt kan fremme kvalitet i forskning.