Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2023
Hans banebrydende forskning i modgift mod slangebid har allerede fået Forbes Magazine og MIT Technology Reviews øjne op for ham. Nu hædrer Videnskabernes Selskab professor, centerleder og multi-entreprenør Andreas Hougaard Laustsen-Kiel med Sølvmedaljen 2023.
– På en rejse til Tanzania under mine kandidatstudier oplevede jeg, på ganske nært hold, hvordan slangebidsofre var blevet amputerede, fordi de ikke havde mulighed for at få effektiv modgift hurtigt nok. Hele oplevelsen gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg besluttede mig til som kemiingeniør at forsøge at gøre en reel forskningsmæssig forskel på området, fortæller Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.
Og forskel, det har han gjort. For med sin forskning i slangegifts molekylære sammensætning har Laustsen-Kiel nemlig vist, hvordan man med den viden og bioteknologiske teknikker kan generere en fundamental ny type effektive modgifte, bestående af humane antistoffer, mod potentielt dødelige bid. Det arbejde og andre bioteknologiske indsatser har affødt intet mindre end 8 biotekselskaber, som han kan kalde sig medstifter af – en så bemærkelsesværdig indsats, at internationalt prestigefyldte lister som Forbes Magazines ’30 under 30’ og MIT Technology Reviews ’35 innovators under 35’ har talt hans navn.
I dag modtager han endnu en anerkendelse. Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje for 2023 går nemlig til Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, professor og centerleder ved Center for Antibody Technologies på Danmarks Tekniske Universitet.
– At modtage Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje er en virkelig stor anerkendelse af min forskningsindsats, som jeg er meget stolt af, siger en glad Laustsen-Kiel.
– Men udover æren, så håber jeg også, at Sølvmedaljen kan være med til at sætte mere fokus på, hvordan bioteknologi, og måske særligt antistofteknologi, kan bruges til at løse nogen af de udfordringer, der findes inden for negligerede tropesygdomme som slangebid og infektionssygdomme, tilføjer han.
Forskning, der gør en reel forskel
Faktisk er det at kunne skabe løsninger gennem videnskab hele kvintessensen af, hvorfor sølvmedaljemodtageren laver, hvad han gør. Og allerbedst er det, hvis resultaterne kan komme andre til gode:
– Generelt går jeg op i, at min forskning enten skaber nye løsninger eller viden, som kan bruges til at forbedre leveforhold for menneskeheden, har Laustsen-Kiel tidligere udtalt sig i et interview med Det Unge Akademi, hvor han blev valgt til medlem i 2019.
Ifølge Videnskabernes Selskabs Sølvmedaljeudvalg har netop disse løsninger – og ikke mindst omfanget af, hvor mange, de kan hjælpe – vejet tungt i valget af Laustsen-Kiel som årets modtager:
– Andreas Hougaard Laustsen-Kiel har igennem sit arbejde ikke alene revolutioneret forståelsen af slangetoksiners evolution og biologi, han har også anvendt forståelsen af den til udvikling af nye, mere specifikke modgifte, der vil kunne revolutionere behandling af forgiftninger fra slangebid – et meget stort problem i store dele af verden, kommenterer professor Stine Falsig Pedersen, formand for Sølvmedaljeudvalget.
I indstillingen af Laustsen-Kiel pointerer Udvalget også hans forsknings ”potentiale til at påvirke lægemiddeludvikling langt bredere end i behandling af slangebid”, herunder til ”bekæmpelse af antibiotika-resistente bakterier.”
Bred og blandet formidling
Udover Laustsen-Kiels store forskningsindsats og entreprenørskab, der i øvrigt har medvirket til at skabe en mængde arbejdspladser, roses medaljemodtageren også for sin evne til at formidle et ellers komplekst område til et større, bredere publikum. I indstillingen af Laustsen-Kiel beskriver Sølvmedaljeudvalget ham som ”en aktiv formidler” og nævner her hans medvirken i radio og tv såvel som i skriftlige medier, herunder via hans egen videnskabsblog, Toxblog, og hans aktive publicering på Forskerzonen.dk.
Overrækkelsen af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje for 2023 til Andreas Hougaard Laustsen-Kiel foregår i aften, den 26. oktober, på Videnskabernes Selskabs medlemsmøde.
OM ANDREAS HOUGAARD LAUSTSEN-KIEL
- Centerleder for Center for Antibody Technologies ved Danmarks Tekniske Universitet
- Professor ved DTU siden 2021
- Ph.d. fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet
- Kandidatgrad i anvendt kemi fra DTU, bachelorgrad i Human Life Science Engineering fra DTU
- Medlem af Det Unge Akademi, Young Academy of Technology, Science, and Innovation, Young Academy of Europe og Akademiet for Tekniske Videnskaber
- Medstifter af biotekselskaberne Agrobiomics, Bactolife, VenomAb, Combotope Therapeutics, VenomAid Diagnostics, Biosyntia, Antag Therapeutics og Chromologics
- Medlem af Verdenssundhedsorganisationen WHO’s ”Expert Roster” for slangebid og modgift
- Har inden for de seneste 5 år publiceret over 50 videnskabelige artikler og er bl.a. publiceret i Protein Science, Nature Communications og Trends in Biotechnology
- Indehaver af videnskabsbloggen ToxBlog
- Født 26. juni 1987
OM VIDENSKABERNES SELSKABS SØLVMEDALJE
Selskabets Sølvmedalje tildeles årligt en yngre forsker med tilknytning til dansk forskning, som for højst 10 år siden har opnået en ph.d.-grad (korrigeret for barsels- og sygeorlov) ved ansøgningsfristen. Sølvmedaljen gives for en særligt betydelig afhandling eller en samlet videnskabelig indsats, der er offentliggjort inden for de sidste fem år. Hvert andet år går prisen til en humanistisk, hvert andet år til en naturvidenskabelig forsker. Med Sølvmedaljen følger et legat på 100.000 kr., som skal anvendes til modtagerens forskning. Læs mere om Sølvmedaljen og tidligere modtagere her.
Bedømmelsesudvalget bag tildelingen af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2023 har bestået af Susanne Bødker, Stine Falsig Pedersen, Gemma C. Solomon, Henrik Bruus og Tom Gilbert.
For mere info om overrækkelsen af Sølvmedaljen samt Sølvmedaljeudvalget og -valgprocedurer, kontakt venligst programkonsulent i Videnskabernes Selskab Trine Hagerup th@royalacademy.dk eller +45 3149 2316. For presserelaterede henvendelser, kontakt venligst kommunikationskonsulent Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller 33 43 53 10.