Klimaseminar viste løsninger

Med ordene ”Det er godt, I har inviteret optimister her i dag. Jeg kan afsløre… Det er ikke mig,” lagde Ulrik Vestergaard Knudsen hårdt fra land, da han indtog talerstolen, efter at medlem af Videnskabernes Selskabs Klimakomité professor Thomas Bjørnholm havde budt velkommen og ridset dagens program op: Et 7 timer langt program af såvel nationale som internationale forskere, erhvervsfolk og klima-innovationsfolk.

Vestergaard Knudsen, der er vicegeneralsekretær i OECD, indførte publikum i de geopolitiske tendenser og talte om EU og OECD som medlemmer i den nye globale ”uorden”. For verden er under forandring. Og for at få et udgangspunkt for, i hvilken verden, den grønne omstilling skal finde sted, pegede han på 5 pejlemærker for verdens udvikling. En udvikling, han generelt ikke så på med milde øjne, da han mener, at verden rent geopolisk flytter sig meget hurtigt, og at vi i Vesten er låst fast i et selvbillede, der ligger længere og længere væk fra det billede, andre har af os. Gennem 5 nedslag – ”tektoniske trends”, som han kaldte dem – ridsede han situationen op:

For det første er det internationale system mere porøst end tidligere. Ikke mindst fordi, USA er svagere end førhen. FN’s sikkerhedsråd mangler vigtige medlemmer, som fx verdens største land, Indien, og stærke økonomier som Tyskland og Japan er ikke repræsenteret. Verdensbanken har tilsvarende svag repræsentation.

For det andet er åbne markeder ikke længer plan A i hverken EU, USA eller Kina, og der begynder at komme handelsbarrierer og protektionisme. Vi er på vej mod en delvis afglobalisering og regionalisering, som han formulerede det.

For det tredje har det globale syd momentum. Det er her, vi ser den største befolkningstilvækst og den største økonomiske vækst.

For det fjerde virker det til, at klima altid ender nede på listen over verdens alvorligste dagsordener; under krig, katastrofer og sygdom.

Den femte trend er den eneste, som ifølge Vestergaard Knudsen skaber lidt lys i mørket. Med fremvæksten af generativ AI, som er i gang med at forandre vores økonomier og samfund, kan den nye teknologi lede til store fremskridt inden for den grønne omstilling.

Efter klapsalverne og en eftertænksom stilhed, var det tiltrængt med den øgede optimisme, som Jon Hassler lagde for dagen. Jon Hassler er professor i miljøøkonomi ved Stockholms Universitet, og han tog fat på nogle af de virkemidler, som hans forskning peger på, virker.
Det gælder om at føre en ”robust” klimapolitik. Med robust mener han, at vi skal gøre lige præcis nok ved klimatiltagene i dag til, at vi ikke vil fortryde, vi ikke gjorde mere. Hvis ikke vi gør nok i dag, kan det om 3-4 årtier blive meget dyrt at omstille sig. Det er kort sagt bedre at investere pengene nu.

Hans forskning tyder på, at en sådan robust omstilling vil indebære en global CO₂-neutralitet om ca. 30 år. Det vil kræve, at vi får systemer, der udfaser CO₂, og en af de mest effektive metoder til det, er kvorter. Det kunne fx være en slags CO₂-rationeringskort udstedt af EU til de enkelte lande og industrier, som så ikke må udlede mere, end rationeringskortene giver lov til. Fra 2040 skal der ikke uddeles flere rationeringskort. Til den tid skal CO₂-udledningerne være fortid og den fossile æra slut. Og ifølge Hassler behøver overgangen frem mod det fossilfri samfund ikke være alt for dyr, så længe vi bare fortsætter den teknologiske udvikling.

– I remain optimistic, slutter han sit oplæg af.

Hvad med pengene?

Naturligt nok kredsede meget af dagens diskussion om finansieringen af den grønne omstilling. Peter Mølgaard, formand for Klimarådet, skitserede den økonomiske virkelighed. En rapport fra IPCC vurderer, at det globale BNP vil være 1,3-2,7 % lavere i 2050 ved en 1,5 graders stigning. Det er en enorm sum penge. Dermed vil det være langt billigere at lave investeringerne nu frem for at vente:

– Det er bedre at føre en ambitiøs klimapolitik end det modsatte. En ambitiøs klimapolitik er en forsikring, som Mølgaard formulerede det, og bevægede dermed ned ad samme sti, som Jon Hassler havde betrådt i det tidligere oplæg.

Men det vil naturligt nok ikke være gratis, blot fordi en potentiel udgift i dag er lavere end den vil være i fremtiden.

De danske klimamål tilsiger en 70 % CO₂-reduktion i 2030, og at landet er CO₂-neutralt i 2050. Ifølge Klimarådet kræver hovedparten af omstillingen ikke omkalfatrende teknologiske landvindinger. De mener, vi kan nå 90 procent af CO₂-reduktionerne med tiltag, som vi allerede kender i dag, fx ved overgang til elbiler og lagring af CO₂ i jorden (se desuden https://www.dr.dk/nyheder/indland/klimaraadet-saadan-kan-vi-blive-klimaneutrale-i-2050). Det svære bliver de sidste 10 %, som kræver nye elementer, fx nyskabende teknologi, for at opnås.

Spørgsmålet er som altid hvem, der så skal betale regningen for den grønne omstilling. Fra salen bliver Peter Mølgaard spurgt om, hvorvidt en eventuel beskatning skal ske ”i køledisken eller i produktionen”, som det formuleres.

Her anbefaler Klimarådet en afgift på produktionen, men der bør også være en eller anden form for forbrugerafgift, fordi det nemmere kan rykke adfærden fx i forhold til madvaner.

Store internationale investeringer og den samlede plan

Thor Möger Pedersen er bestyrelsesformand på bl.a. CBS, i CIP Fonden og i Udenrigspolitisk Selskab. Han har stort internationalt udsyn og medvirker i fordelingen af store bevillinger til den grønne omstilling rundt om i verden. Også han er positiv, i hvert fald når det gælder finansieringen af den grønne omstilling, hvor han oplever en betydelig investeringslyst internationalt, og det næppe vil være mangel på privat investering, der bliver hindringen for den grønne omstilling. Det ses fx ved, at der i dag er større investeringer i grøn end i sort energi. Netop den gode konkurrencedygtighed i de grønne teknologier er vigtig, fordi det reducerer kravet for subsidier.

Både på globalt og nationalt plan er der dog, på trods af optimismen, stadig store udfordringer. Fokuserer man på Danmark, mangler der en helhedsplan for den grønne omstilling. Og her spiller staten naturligt nok en vigtig rolle, hvilket også Henrik Stiesdal, der er en af de ”grand old men” i den danske omstilling til grøn energi, bl.a. som frontrunner inden for vindmølleindustrien, minder om, ved at kigge tilbage på vindmølleeventyret.

Ofte bliver vindmølleeventyret, hvor Danmark spillede en stor rolle i den globale udvikling af vindmølleindustrien, trukket af stalden for at vise, hvordan nye teknologier kan få enorm betydning for klimaet. Mange af idéerne kom oprindeligt fra Danmark. Men for, at vindmøller kunne bringes fra tegnebræt til implementering, var det nødvendigt med en samlet plan fra staten. Det betød først og fremmest, at staten ønskede, det skulle ske. Der var en vilje. Dernæst sikrede staten gode og langsigtede rammebetingelser for vindmøller og industri.

Samme sted står vi ikke i dag. Hvor det fx i 1990’erne tog 1-2 år at få en byggetilladelse til en vindmølle, tager det i dag 5-6 år, hvilket er en stor hæmsko for den grønne omstilling.

Afslutningsvis tog Klimakomité-medlem Thomas Bjørnholm ordet. Han mindede om, at der hersker en mærkelig forestilling om den grønne omstilling. Mange har en opfattelse af, at ”de andre skal gøre noget”; at det ikke er muligt, og at det giver en stor nedgang i levestandarden. Men som seminaret viste, så findes der muligheder og løsninger. Måske selv i en verden, hvor klimaet ikke står øverst på dagsordenen.

Se hele dagens program her